Stadig kuldegysninger syv år senere

Nogle stunder kan stadig give mig kuldegysninger. Mit sidste blogindlæg om kuldegysninger var fra i sommer, da vi sluttede af med NDPT 10 på Operaens smukke scene (læs det her). Dette er endnu et gymnastisk øjeblik. Vores opvisning med Verdensholdet til Repstævnet i Haderslev 2009.

Vi havde en serie med håndredskaberne køller og tøndebånd. Vi havde trænet som sindssyge og gik ret meget op i det. Vi havde særligt kampråb til den serie, og vi talte alle tab.

Inspirationen til serien var hentet i konkurrencegymnastikkens verden, så der var en masse kast og dramatik. Det var lidt nyt i DGI sammenhæng dengang, men det var noget alle kunne forstå. Også alle dem, der bare ville se spring. Griber de den? Det er altid dét, det handler om.

Og det gjorde vi.

Da serien sluttede, rejste publikum sig spontant op og klappede. Ellevilde. (Jeg får kuldegysninger af bare at skrive det) Det oplever man ikke så tit.

Så netop dét øjeblik kan stadig give mig kuldegysninger her syv år senere.

 

Reklamer