Tøndebåndsserien Blue Harmony

I dag vil jeg vise jer endnu en serie fra NDPT 10 aka DGI Verdensholdet som jeg er meget glad for.

Den er ligesom Airborne (den anden serie jeg tidligere har skrevet om) fra den blå planet, så temaet er igen æstetik, lethed, harmoni og flow.

Og netop flowet lagde jeg vægt på, da vi lavede serien. Jeg ville have en masse kast, men det skulle komme ud af ingenting – altså ud af flowet. Der skulle ikke være store tilløb og dramatik ligesom i vores tøndebåndsserie med NDPT7 . Publikum skulle forføres af letheden og flowet og bare nyde æstetikken.

For at understrege det æstetiske og lette satte jeg et stykke tyndt stof ind i midten af tøndebåndet. Pigerne og jeg selv kom på arbejde, for det var et helt nyt håndredskab. Vi kunne selvfølgelig overføre noget teknik fra det almindelige tøndebånd, men det var pludselig noget tungere og langsommere.

Det er den eneste håndredskabsserie, som det lykkedes os at lave helt uden tab. Det skete i Farum og dét kan du se her.

Du kan også nyde serien, som den tog sig ud på Operaens smukke scene lige her:

En særlig tak skal lyde til Maja Møller, Sanna Olsen og Line Blirup 😘

Reklamer

Verdensholdsserie: Den med stoffet

Jeg vil vise jer noget, jeg har lavet.

Som instruktør for Verdensholdet fik jeg mulighed for at dyrke min kreativitet til et niveau, jeg ikke vidste, jeg havde. Med masser af tid, fordybelse, dygtige gymnaster og god hjælp kan man meget mere, end man selv ved af. Det var sådan, jeg oplevede det kreative arbejde med NDPT 10.

Skabelsen af serien

Jeg vil dele processen op i syv dele:

  1. Grundlæggende idé og tema
  2. Moodboard
  3. Musik
  4. Bevægelser
  5. Koreografi
  6. Brainstorm med stof
  7. Stoffet indarbejdes i koreografien

Grundlæggende idé og tema

Airborne er kendt som serien med det store hvide stykke stof. Denne serie er fra showets blå planet og skabt i samarbejde med Kirstine Mielcke samt pigerne på NDPT 10. På den blå planet hersker æstetik, harmoni og lethed. Det skulle også være temaet for serien.

Serien er en udvidet ”grundserie”. Den indeholder håndstand, I-balance og træk slip og derudover en masse lækre bevægelser.

Moodboard

Vi lavede et moodboard med forskellige inputs til temaet. Det er rart at have hængende i gymnastiksalen, når man arbejder med at finde på bevægelserne.

gobbel_Collage

Musik

Min medinstruktør Mads og jeg delte playlister på Spotify, hvor vi løbende lagde sange ind, der passede til hver af vores planeter.

Det var svært at finde det helt rigtige nummer, så valget faldt på et mix af tre sange:

  1. Agnes Obel & Lulu Rouge – Riverside (Lulu Rouge remix)
  2. James Vincent McMorrow – Higher Love
  3. Samaris – Góða Tungl

Bevægelser og koreografi

Serien blev skabt i samarbejde med min dygtige veninde Kirstine Mielcke. Vi supplerede hinanden godt og med god hjælp fra vores moodboard, fik vi udarbejdet seriens bevægelser og overordnede koreografi.

Serien er lyrisk og dermed meget svær at gøre ens. Vi arbejdede undervejs på turen med at synkronisere pigernes åndedræt, så hver bevægelse fik samme energi. Det var virkelig spændende at arbejde med og helt klart noget, jeg ikke er færdig med at arbejde med.

 Stoffet

Idéen med stoffet havde jeg fra start, men det tog noget tid at skaffe det helt rigtige stykke stof, så det indarbejdede vi først i slutningen af vores takeoff turné. Det viste sig at være ret praktisk at have en udgave af serien uden stof til alle de udendørsopvisninger, man laver på sådan en verdensholdstur.

Stoffet er af materialet ”Organdy” og købt i Tokyo. Det er et almindeligt håndredskab på mange japanske gymnastikhold.

Stoffet er syet sammen således:

image

Jeg opdelte pigerne i grupper og bad dem lege med stoffet. Sammen udforskede vi stoffets muligheder og lod os også inspirere af japanerne. De havde vist os hvordan man laver den store ”atomsky”, som skulle være et af seriens højdepunkter.

Jeg indsamlede alle pigernes idéer og planlagde seriens nye koreografi. Nu med stof. Det tog os faktisk kun to dage at få den til at sidde i skabet. Det er jo nemt, når man arbejder med SÅ dygtige piger.

En særlig tak skal lyde til Kirstine Mielcke for godt samarbejde, engagement og inspiration.

Gåsehud helt op i baghovedet

Der findes øjeblikke, der kan give gåsehud helt op i baghovedet. De øjeblikke er ubeskrivelige og uvurderlige.

Jeg oplever sådan nogle øjeblikke i gymnastikken en gang imellem. Når jeg tænker på dem eller genoplever dem på video, giver de mig stadig gåsehud. Hver eneste gang!

I sommeren 2015 afsluttede vi vores verdensholdstur med at lave to shows i Operaen. Optakten var intens og lettere hektisk, men selve øjeblikket, da tæppet gik op, var fuldstændig ubeskriveligt og bare fantastisk. En meget lang, hård og oplevelsesrig tur var ved sin ende, og her stod vi i selveste Operaen, stuvende fuld af familie, venner og alle de tidligere verdenshold. Større bliver det ikke.

Jeg sad bag en lydtæt rude i teknikkerrummet med udsigt over hele Opereaen med en walkie talkie op til munden og beordrede tæppet op. Og den her sad lige i skabet. Timingen var perfekt, tæppet gik op, og der stod verdens smukkeste, dejligste og mest spændte verdenshold.

Genoplev øjeblikket sammen med mig her: