Natten!

Natten gik som forventet og som frygtet. Og så alligevel ikke…

Alfred hostede og omkring kl. 23.00 forsøgte faderen med noget flydende panodil til ham. Det blev dog afvist med store armbevægelser og skrål, hvilket resulterede i fedtet sengetøj og fedtet barn. Junior Panodil er vist lavet af tapetklister blandet med sukker.

Efter det sov han dog alligevel nogenlunde.

Det gjorde moderen bare ikke. Hosten havde sagome’me flyttet sig over i min hals.

 

Og sådan noget hoste er jo et nervepirrende psykisk spil mellem hals og hoved. Halsen kilder lige så stille med små fine knive og sabler, og hovedet tænker “lad være at hoste….lad være..!” HOST! Hosten skærer gennem halsen med de skarpe sabler og efterlader halsen i endnu værre tilstand end før. 1-0 til halsen.

En gang til: “lad være at hoste…tænk på noget andet…abstrahér…abstrahér..” HOST! 2-0 til halsen.

Og sådan sneglede natten sig helt utroligt langsomt frem. Der blev forsøgt med vand, kamillete, 3-4 toiletbesøg, hævet sengegærde og distraherende tanker, hvilket da også virkede i kortere perioder. Men det blev en lang nat med øm hals.

Dog var det ikke lige så slemt som dengang jeg lå i gymnastiksalen på højskolen til en træning med præcist det samme psykiske spil mellem hals og hoved, og så lige med 30 mennesker rundt omkring mig, som man helst ikke vil forstyrre. Desperat som jeg var, måtte jeg ud og fylde min vanddunk med skoldhed vand fra hanen for at få et eller andet lindrende ned i halsen.

Nå, men lille Alfred har det bedre i dag, og det er jo dejligt. Nu har faderen og jeg lige delt en omgang hyldebærsuppe. Han har en barnlig overtro på, at det hjælper og kurerer hver gang, man har ondt i halsen. Og det er da bedre end varmt vand fra hanen.

Reklamer

Sygt barn – nej tak

Kender I de der typer, der bare skal have 4 timers søvn, og så er de egentlig meget godt kørende? (STOP med at læse videre, hvis du er én af de typer. Så vil de næste 400 anslag være en lang pylre-selvmedlidenheds-smøre)

GID jeg var sådan en type. Det er jeg bare ikke. Overhovedet ikke. Og slet ikke nu hvor jeg er gravid. Nu skal bare have mine 9-10 timers søvn, så er jeg meget godt kørende….Og der er langt til de 9-10 timer lige nu, hvor den førstefødte vælger at hoste natten lang.

Han er nu syg på 8. dagen, og sådan set udefra er det egentlig ikke så slemt. Snot, hoste, øjenbetændelse…bevares! Men ingen yderligere klamme kropsvæsker udover en enkelt gang opkast, så det skulle vi da nok kunne klare. Men fuck af syge børn sucks! Det er virkelig helt forfærdeligt. Hvis man synes, at man tilsidesætter sig selv, når man har børn – sådan almindelige raske børn – så får man da lige nye briller på, når man har prøvet syge børn. Og jeg har endda kun børn i ental indtil videre. Raske glade børn, der sover nogenlunde om natten – ja tak! Pylret, hostende, snottende, grædende, intet-spisende barn, der absolut ikke sover godt om natten – NEJ TAK!

Den manglende søvn knækker mig fuldstændigt! Huset sejler. Jeg kan snart ikke finde sengen for bare tøjbunker. I dag lykkedes det mig at komme ud med skraldespanden! Yay! Optur!

Jeg har fundet en helt ny respekt for forældre med kolikbørn eller andre længerevarende sygdomme. Jeg bøjer mig i støvet for jeres sejhed, evne til at overleve og tålmodighed. Wauw jeg er godt nok ynkelig at høre på lige nu.

Kl. er 20.48 og det er sengetid for img. Nu går jeg natten i møde, håber på det bedste, forventer det værste.