Hverdagsdilemma ved puslebordet

Hvad gør man, hvis barnet har puttet noget i munden som ikke skal spises, samtidig med at man sandsynligvis har lort på fingrene???? Og med sandsynligvis mener jeg, at jeg ikke havde tjekket efter, men mine aftørrings-skills er ikke helt i top, så det er meget sandsynligt at mine fingre var smurt lidt ind. Normalt ville jeg stikke fingrene ind i munden på ham og fiske det ud, men nok ikke lige ved puslebordet.

Han er den utålmodige type, der helst skal have noget at pille ved, mens jeg skifter ham. På overskudsdagene finder vi det på vej ud til puslebordet. Andre dage griber jeg ud efter det første og det bedste. I dette tilfælde blev det en engangsvaskeklud. Han plejer at hygge sig med at rive den i stykker. Så er han underholdt i i hvert fald tre minutter. Det passer nogenlunde med et bleskift. Altså et brunt bleskift. De gule er noget hurtigere.

Jeg har endnu ikke fundet teknikKEN! Min mand formår at nøjes med to vaskeklude, og så er det hele væk. Jeg ligger på gennemsnitligt 5-6 stykker. Og dog får jeg stadig noget på fingrene.

Og her opstår dilemmaet. For i dag nøjedes barnet selvfølgelig ikke med at rive vaskekluden i stykker – den skal vi da have en bid af.

Den lille bid bliver lystigt tygget, mens jeg prøver at fortælle ham, at han skal spytte det ud. Det er ikke fordi han ikke forstår, hvad jeg siger. Han er 1 år og 2 måneder, så jeg tror da efterhånden, han forstår dansk. Men han formår ikke helt at (/vil ikke) omsætte mine ord til handling. Endnu. Jeg håber da, det kommer en dag.

Mens vaskekluden forsvinder længere og længere ind i munden, skal der tænkes hurtigt. Hvordan får jeg det ud af munden på ham?

Jeg vurderer efter et par sekunder, at en kolibakteriefyldt finger nok er mere sundhedsskadelig end et lille stykke ren engangsvaskeklud.

#hverdagenssmådilemmaer

IMG_3039-3

Reklamer