Søvnunderskud ding ding ding

Jeg gjorde noget rigtig klogt i dag. Noget som alle mødre burde gøre. Vi får det at vide gang på gang, men det er af en eller anden grund meget svært: Sov! Træk stikket og sov! Og det gjorde jeg i dag. Aflyste mødregruppe, overlod ham den lille til ham den store, trak gardinerne for og sov.

Jeg hørte forleden, at småbørnsmødre i gennemsnit har 400-500 timers søvnunderskud om året, hvilket svarer til ca. 2 timer pr. nat. Det er jo vildt, at vi overlever egentlig.

De sidste par nætter her på adressen har været ualmindeligt urolige. Sådan op-hver-time-agtige. Sådan vågne-virkelig-tidligt-agtige. Sådan-rynke-og-forkølelsessårs-fremkaldende-agtige. Shit jeg er glad for at jeg har lært at drikke kaffe!

Så jeg var ikke på toppen, da jeg stod op i morges. På dagens program stod 5-måneders vaccination til Alfred om formiddagen og mødregruppe om eftermiddagen.

Da jeg vendte hjem efter besøg ved lægen (i regnvejr – meget symbolsk), gik al luften af ballonen. Jeg ville egentlig gerne have besøg af mødregruppen, men kunne bare mærke at hvis jeg ikke fik sovet, ville mit søvnregnskab og humør komme i meget alvorlig ubalance.

Og så gjorde jeg dét, som jeg tror er rigtigt svært for rigtig mange: Jeg sagde fra – jeg aflyste – jeg trak stikket og lagde mig til at sove. Sendte sms’er til mødregruppen, som endda var så søde at rose mig for at sige fra. Da Alfred blev sulten, fik han flaske, så jeg  bare kunne få lov at sove. Det var SÅ dejligt og meget tiltrængt. Efter tre timers (sammenhængende) søvn og et bad, er man et HELT nyt menneske.

Det viste sig at være en helt perfekt investering, da lillemanden reagerede på vaccinationen med en skrigetur her til aften. Det klarede den tålmodige og udhvilede mor uden problemer. Også tak til faderen for pasning, aftensmad og oprydning 🙂

Reklamer

Nye udfordringer for mor

Nu gik det lige så godt!

Alfred rundede 4 måneder, og alt gik godt. Han kunne ikke rulle, så han blev dér, hvor jeg lagde ham, og han fik stadig kun bryst, så han var virkelig nem at have med i byen. Jeg kunne være nede i byen en hel dag, være til babygymnastik, spise frokost, drikke caffe latte og så lige tage et smut i Salling og amme. #Nemt! Jeg synes faktisk, jeg var ved at have fod på det der med at være mor til Alfred. Han er virkelig nem, han skriger meget sjældent og aldrig uden en grund, der hurtigt er opdaget. Han er glad og smiler og griner rigtig meget og han vokser hurtigere end den der magiske bønnestage.BVi havde fuldstændig styr på putning, samme tid hver aften og han faldt i søvn af sig selv.

Men så kom der nye udfordringer: GRØD og MOS.

Nu har jeg så et barn, der spiser kartoffel, gulerød, æble osv  – i mast udgave selvfølgelig. Det er sgu ret vildt, at det lille væsen, som indtil nu har levet af mælk, spiser de samme fødevarer som mig.

img_0538-1img_0543-1
Der stoppede de spontane udflugter så. Jeg skal være struktureret, tænke fremad så der er mad til ham og måske prøve nogenlunde at ramme de samme tidspunkter for mad hver dag.

Og uha hvor det sviner. Jeg vil gerne se den hagesmæk, der forhindrer tøjet i at blive beskidt efter sådan en omgang. Er det en form for heldragt med høj hals og hætte?

Jeg fandt mos bag øret igår. Og nu gylper han gulerodsfarvet. For ikke at snakke om afføringen. Den har vi været spændte på. “Send lige et billede” sagde K, inden han cyklede i skole. Jeg havde desværre ikke fået min telefon med til puslebordet, så intet lortefoto i denne omgang. Det er også en meget større oplevelse live. (bemærk ironien)

Og hvordan giver man mad, når man ikke er hjemme????

Det føles fuldstændig ligesom da jeg skulle lære det der amning. Først skulle jeg lære, hvordan man dækkede sig til, så man ikke sad med hele babsen fremme, hver gang der var besøg (hvilket jeg mere eller mindre gjorde). Så skulle jeg lære at amme uden at være pakket op med ammepude, hans dyne og den der helt bestemte pude, så han lå helt perfekt hver gang (hvilket dog  gjorde at jeg kunne strikke imens). Jeg så kvinder, der bare sad med deres barn i armen og ammede. Det så for vildt ud!!! Det var dog ikke så svært, som det så ud, og det blev også nemmere efterhånden, som han blev mere spændstig og mindre karklud.

Og nu starter vi så forfra. Mon ikke jeg lærer det, ligesom jeg lærte alt det andet? Det giver bare lige et øjebliks forvirring og usikkerhed igen. Det er som om, at det på en måde bliver nemmere og nemmere at være mor men alligevel sværere og sværere :-/