En af de der nætter

Jeg motiveres mest til at skrive, når jeg har det lidt hårdt (piv piv). Når jeg er træt, syg, overvældet eller på anden måde fyldt op af det negative. Det hjælper at få det ud af fingrene, ned i tastaturet og lægge en humoristisk distance til min situation, som gør det nemmere at rejse sig op igen.

Denne gang handler det om min nat. Igen! Sorry. Men det er som om, at oplevelser om natten er lidt mere absurde, fordi man allerhelst bare gerne vil sove.

TOP 5 over irriterende ting, når man skal sove:

  1. Snorken (fra andre)
  2. Hoste (fra andre eller mig selv)
  3. Fluer
  4. Røgalarmer, der gerne vil have skiftet batterier
  5. Døre eller gardiner der klaprer

Det er faktisk svært at rate dem, da alle fem ting er TOP-irriterende, når jeg skal sove. Ja, jeg er en lydfølsom sjæl.

Nu til natten, hvor jeg blev forstyrret af 2/5 på listen.  Altså udover det sædvanlige, nemlig baby.

Jeg har været alene hjemme med Hektor (yngstemanden på 3 måneder) i nat. Han spiser hver 3. time, hvilket jo er en forventelig og acceptabel afbrydelse af søvnen, når nu han er så lille. Den sidste uges tid er han så begyndt at vække mig med prutter for derefter at skulle have skiftet ble (og nogle gange tøj) i løbet af natten – ikke så fedt, men sådan er det.

Det samme skete i nat. Anden amning indtraf ca. kl. 3. Jeg er så heldig at han kun spiser i ca. 5 minutter (yay). Derefter en omgang i bleen. Ud på puslebordet. Mens min opmærksomhed er fokuseret på numse-området, tisser drengen. Som bekendt er haveslangen ikke til at styre, så vi må skifte tøj, tørre ansigtet og han får en ble på. Ny prutlyd. Vi skifter bare igen. Ny prutlyd. Jamen så får du bare en ren ble på. Igen. Lille pause. Okay ikke flere prutlyde – så kan vi komme ind og sove videre.

Jeg er på det tidspunkt vågnet tilpas meget til, at det tager lidt tid at falde i søvn igen. Ca. 3.40 er jeg endnu ikke faldet i søvn, da jeg hører et bip. Et af de der “hej jeg hedder røgalarm, og jeg vil gerne have nye batterier. Det vil jeg bare gerne lige sige her midt om natten, og du skal selv komme og finde mig.”

Nu er det sådan, at vi har røgalarmer i de fleste rum, så det kræver en mindre efterforskning at lokalisere banditten. Bippene kommer med ca. 1-1,5 minuts mellemrum, så der er en del ventetid, inden man kan komme videre i sin søgen. Jeg tager en stol med ud og sætter mig under den mistænkte. “Bip” – nå det var ikke dig. Det kom nede fra den anden ende af huset. Jeg sætter mig under den næste mistænkte. Jeg mærker sult. Jeg kan nok godt nå hen og tage et stykke rugbrød inden næste bip. “Bip”. Nå – det må være den ude i gangen. Et stykke rugbrød naturel fortæret og ca. 1,5 minut senere bipper den mistænkte og jeg kan tage den ned og komme videre med min søvn…troede jeg. Næ nej, der er sgu lige en røgalarm mere, der vil gøre opmærksom på sig selv.

Med røgalarmerne desarmeret er jeg nu klar til at komme videre med nattens vigtigste gøremål – søvn. Igen er jeg temmelig vågen, så det tager tid at falde i søvn. Jeg når lige at slumre ind, da Hektor begynder at gøre opmærksom på sig selv. Snotnæste og skrål. Oh no – op og trøste. Måske skal vi hæve hovedgæret og ligge lidt skråt. Det var ikke det. Vi napper en amning mere. Det hjalp. Sov. nu.

Bzzzzzzzz – kkkkqqqrrrrrr!! Fucking flue! Jeg vifter og griber ud efter fluesmækkeren, som ligger klar på natbordet. Jeg falder i søvn med fluesmækkeren i hånden, men det opfatter fluen åbenbart ikke som en trussel, så den bliver ved at forstyrre mig. Jeg ved ikke hvor længe, søvnterroren står på, men det lykkes ikke at ramme fluen med min tilfældige viften ud i luften, når fluen bliver nærgående.

Nå, nu er klokken alligevel 6.40, så kan jeg lige så godt stå op. Prut. Hej Hektor.

P.S: Hvor mange tænkte undervejs på det afsnit af venner, hvor Phoebe ikke kan tage livet af sin røgalarm? 😂

Reklamer

Natten!

Natten gik som forventet og som frygtet. Og så alligevel ikke…

Alfred hostede og omkring kl. 23.00 forsøgte faderen med noget flydende panodil til ham. Det blev dog afvist med store armbevægelser og skrål, hvilket resulterede i fedtet sengetøj og fedtet barn. Junior Panodil er vist lavet af tapetklister blandet med sukker.

Efter det sov han dog alligevel nogenlunde.

Det gjorde moderen bare ikke. Hosten havde sagome’me flyttet sig over i min hals.

 

Og sådan noget hoste er jo et nervepirrende psykisk spil mellem hals og hoved. Halsen kilder lige så stille med små fine knive og sabler, og hovedet tænker “lad være at hoste….lad være..!” HOST! Hosten skærer gennem halsen med de skarpe sabler og efterlader halsen i endnu værre tilstand end før. 1-0 til halsen.

En gang til: “lad være at hoste…tænk på noget andet…abstrahér…abstrahér..” HOST! 2-0 til halsen.

Og sådan sneglede natten sig helt utroligt langsomt frem. Der blev forsøgt med vand, kamillete, 3-4 toiletbesøg, hævet sengegærde og distraherende tanker, hvilket da også virkede i kortere perioder. Men det blev en lang nat med øm hals.

Dog var det ikke lige så slemt som dengang jeg lå i gymnastiksalen på højskolen til en træning med præcist det samme psykiske spil mellem hals og hoved, og så lige med 30 mennesker rundt omkring mig, som man helst ikke vil forstyrre. Desperat som jeg var, måtte jeg ud og fylde min vanddunk med skoldhed vand fra hanen for at få et eller andet lindrende ned i halsen.

Nå, men lille Alfred har det bedre i dag, og det er jo dejligt. Nu har faderen og jeg lige delt en omgang hyldebærsuppe. Han har en barnlig overtro på, at det hjælper og kurerer hver gang, man har ondt i halsen. Og det er da bedre end varmt vand fra hanen.

Sygt barn – nej tak

Kender I de der typer, der bare skal have 4 timers søvn, og så er de egentlig meget godt kørende? (STOP med at læse videre, hvis du er én af de typer. Så vil de næste 400 anslag være en lang pylre-selvmedlidenheds-smøre)

GID jeg var sådan en type. Det er jeg bare ikke. Overhovedet ikke. Og slet ikke nu hvor jeg er gravid. Nu skal bare have mine 9-10 timers søvn, så er jeg meget godt kørende….Og der er langt til de 9-10 timer lige nu, hvor den førstefødte vælger at hoste natten lang.

Han er nu syg på 8. dagen, og sådan set udefra er det egentlig ikke så slemt. Snot, hoste, øjenbetændelse…bevares! Men ingen yderligere klamme kropsvæsker udover en enkelt gang opkast, så det skulle vi da nok kunne klare. Men fuck af syge børn sucks! Det er virkelig helt forfærdeligt. Hvis man synes, at man tilsidesætter sig selv, når man har børn – sådan almindelige raske børn – så får man da lige nye briller på, når man har prøvet syge børn. Og jeg har endda kun børn i ental indtil videre. Raske glade børn, der sover nogenlunde om natten – ja tak! Pylret, hostende, snottende, grædende, intet-spisende barn, der absolut ikke sover godt om natten – NEJ TAK!

Den manglende søvn knækker mig fuldstændigt! Huset sejler. Jeg kan snart ikke finde sengen for bare tøjbunker. I dag lykkedes det mig at komme ud med skraldespanden! Yay! Optur!

Jeg har fundet en helt ny respekt for forældre med kolikbørn eller andre længerevarende sygdomme. Jeg bøjer mig i støvet for jeres sejhed, evne til at overleve og tålmodighed. Wauw jeg er godt nok ynkelig at høre på lige nu.

Kl. er 20.48 og det er sengetid for img. Nu går jeg natten i møde, håber på det bedste, forventer det værste.

 

Hverdagsdilemma ved puslebordet

Hvad gør man, hvis barnet har puttet noget i munden som ikke skal spises, samtidig med at man sandsynligvis har lort på fingrene???? Og med sandsynligvis mener jeg, at jeg ikke havde tjekket efter, men mine aftørrings-skills er ikke helt i top, så det er meget sandsynligt at mine fingre var smurt lidt ind. Normalt ville jeg stikke fingrene ind i munden på ham og fiske det ud, men nok ikke lige ved puslebordet.

Han er den utålmodige type, der helst skal have noget at pille ved, mens jeg skifter ham. På overskudsdagene finder vi det på vej ud til puslebordet. Andre dage griber jeg ud efter det første og det bedste. I dette tilfælde blev det en engangsvaskeklud. Han plejer at hygge sig med at rive den i stykker. Så er han underholdt i i hvert fald tre minutter. Det passer nogenlunde med et bleskift. Altså et brunt bleskift. De gule er noget hurtigere.

Jeg har endnu ikke fundet teknikKEN! Min mand formår at nøjes med to vaskeklude, og så er det hele væk. Jeg ligger på gennemsnitligt 5-6 stykker. Og dog får jeg stadig noget på fingrene.

Og her opstår dilemmaet. For i dag nøjedes barnet selvfølgelig ikke med at rive vaskekluden i stykker – den skal vi da have en bid af.

Den lille bid bliver lystigt tygget, mens jeg prøver at fortælle ham, at han skal spytte det ud. Det er ikke fordi han ikke forstår, hvad jeg siger. Han er 1 år og 2 måneder, så jeg tror da efterhånden, han forstår dansk. Men han formår ikke helt at (/vil ikke) omsætte mine ord til handling. Endnu. Jeg håber da, det kommer en dag.

Mens vaskekluden forsvinder længere og længere ind i munden, skal der tænkes hurtigt. Hvordan får jeg det ud af munden på ham?

Jeg vurderer efter et par sekunder, at en kolibakteriefyldt finger nok er mere sundhedsskadelig end et lille stykke ren engangsvaskeklud.

#hverdagenssmådilemmaer

IMG_3039-3

Livet på landet: frisk frugt og rundbold

Jeg er vokset op i byen og har altid foretrukket at være i en maksimum afstand på 1 kilometer til nærmeste Fakta eller Netto. Jeg panikker på hellligdage, når butikkerne har lukket, og jeg ser mig nødsaget til at leve af frosne ærter og dåsetun i en hel dag.

Nu har jeg snart boet én måned 18 kilometer fra den nærmeste Fakta – og det går faktisk helt ok. Det landlige liv kan noget andet. For eksempel byde på lækker frisk frugt fra den lokale planteskoles vejbod og ikke mindst rundbold hver torsdag (ikke fordi jeg har deltaget – det er bare dejligt at få buddet 🙂 ).

Oure – Århus: 2-0

Derudover vrimler det tilsyndeladende med børn i vores kommende bydel Højby i Odense, hvilket åbenbart gør det umuligt at få en institutionsplads i nærområdet (hvis man spørger Bonnie fra pladsanvisningen). Træls! Måske man skulle have flyttet på landet alligevel :-/

Hverdagen kalder – alene hjemme igen

Kalenderen viser 1. august. Alle er startet på arbejde, og jeg er igen alene hjemme med Alfred. Hjemmet i Århus er nu skiftet ud med en midlertidig opholdstilladelse i Oure hos svigerfamilien. Fra 1. september skal vi bo i vores helt eget hus i Odense.

Siden Kristoffers sidste eksamen medio juni har vi været sammen næsten 24/7. Sommerferien har vi bl.a. brugt på

  • at kigge på huse
  • at kigge på boligannoncer
  • at kigge på flere huse
  • at kigge på endnu flere huse
  • at købe hus
  • at snakke med banker
  • at lave rabarbermarmelade
  • at pakke lejligheden ned
  • at flytte til Fyn

Nu sidder jeg så her på Oure Mark i larmende stilhed og drikker frugtte. Alfred sover. Den sidste måned har vi hele tiden haft andre legekammerater end hinanden. Nu er det bare os to igen.

Han startede dagen med at lave en lort, og nu sover han. Jeg lagde ham i liften og nåede ikke engang at få sko på, før han sov. Jeg er blevet vant til, at jeg lige skal trille en lille tur med ham, før han sover. I øvrigt total luksus at man bare lige kan gøre det. Er vant til at slæbe lift + 9 kilos baby ned fra (nå ja kun) 1. sal, klappe hjulene ud og mase mig baglæns ud af den tunge smækdør med barnevognen, før jeg er ude på gaden og kan trille ham i søvn. Når han så sov, lod jeg barnevognen stå i forhaven (for der var skygge) med babyalarm og åbent vindue og måtte så løbe ned af trappen og trille igen, hver gang han græd. Det var et lidt større projekt end bare at stikke i sandalerne og trille afsted.

Oure –Århus: 1-0

 

Søvnunderskud ding ding ding

Jeg gjorde noget rigtig klogt i dag. Noget som alle mødre burde gøre. Vi får det at vide gang på gang, men det er af en eller anden grund meget svært: Sov! Træk stikket og sov! Og det gjorde jeg i dag. Aflyste mødregruppe, overlod ham den lille til ham den store, trak gardinerne for og sov.

Jeg hørte forleden, at småbørnsmødre i gennemsnit har 400-500 timers søvnunderskud om året, hvilket svarer til ca. 2 timer pr. nat. Det er jo vildt, at vi overlever egentlig.

De sidste par nætter her på adressen har været ualmindeligt urolige. Sådan op-hver-time-agtige. Sådan vågne-virkelig-tidligt-agtige. Sådan-rynke-og-forkølelsessårs-fremkaldende-agtige. Shit jeg er glad for at jeg har lært at drikke kaffe!

Så jeg var ikke på toppen, da jeg stod op i morges. På dagens program stod 5-måneders vaccination til Alfred om formiddagen og mødregruppe om eftermiddagen.

Da jeg vendte hjem efter besøg ved lægen (i regnvejr – meget symbolsk), gik al luften af ballonen. Jeg ville egentlig gerne have besøg af mødregruppen, men kunne bare mærke at hvis jeg ikke fik sovet, ville mit søvnregnskab og humør komme i meget alvorlig ubalance.

Og så gjorde jeg dét, som jeg tror er rigtigt svært for rigtig mange: Jeg sagde fra – jeg aflyste – jeg trak stikket og lagde mig til at sove. Sendte sms’er til mødregruppen, som endda var så søde at rose mig for at sige fra. Da Alfred blev sulten, fik han flaske, så jeg  bare kunne få lov at sove. Det var SÅ dejligt og meget tiltrængt. Efter tre timers (sammenhængende) søvn og et bad, er man et HELT nyt menneske.

Det viste sig at være en helt perfekt investering, da lillemanden reagerede på vaccinationen med en skrigetur her til aften. Det klarede den tålmodige og udhvilede mor uden problemer. Også tak til faderen for pasning, aftensmad og oprydning 🙂